Din madoplevelse er ikke kun forankret i dine smagsløg. Vi spiser nemlig også med øjnene. Her taler madens farver til os. For når man leger med farverne i en visuelt flot anretning, pirrer de vores nysgerrighed. Øjnene stimuleres, og hjernen sender de positive farveindtryk videre til smagsløgene. Det er derfor, vi f.eks. får mundvand og appetit, når vi ser en håndfuld dybrøde jordbær.
Farver og forventninger
”Farverig mad øger vores forventninger til maden foran os. Farver vækker interesse, ser spændende ud, og på den måde skaber man en større madoplevelse”, siger kokken Morten Nielsen, der er kendt for sine gastronomiske farvesymfonier – bl.a. fra tv-køkkenet ”Mad på minuttet” og Mortens Kro i Aalborg. Han oplever tit, at de mest farverige retter – altså der, hvor sanseindtrykkene er størst – også fremkalder flest positive tilbagemeldinger fra gæsterne.
Farver giver liv og friskhed
Friskgrønne krydderurter, gule pebre, rødløg, sommersæsonens nærmest selvlysende orangegule gulerødder, dybrøde skovbær, broccolier, kål og salater. Det er blot noget af den garniture, som du ifølge Morten Nielsen kan pifte tallerknen op med, når du vil lægge op til en særlig madoplevelse. Selv spiller han ofte på 2-3-4 kontrastdannende farver. Gode farver overfor en klassiske råvare som kød og brun sauce er grøn, gul og rød.
Kilde Arla
|